Om arbejdsmiljø, stress og udbrændthed

Der er i dag et stigende fokus på betydningen af et godt psykosocialt arbejdsmiljø, og på at forbinde de organisatoriske forhold på arbejdspladsen med reduceret stress, udbrændthed og øvrige stress-relaterede helbredstilstande (Agervold, 2004). I begyndelsen af 1900-tallet var arbejdspladsen karakteriseret af centraliseret ledelse, monotont arbejde uden ansvar, manglende kontrol i forhold til tilrettelæggelse og udførelse af arbejdet samt fravær af indflydelse på beslutningsprocesser. I modsætning hertil tilbyder nutidens arbejdspladser udfordring i arbejdet, øget ansvar og kontrol over arbejdets tilrettelæggelse og udførelse, samt en fladere organisationsstruktur, hvor ansatte ofte har indflydelse og deltagelse i beslutningsprocesser (Agervold, 1998a). Autonomi, integration og kooperation omfatter de psykosociale kernefaktorer (Agervold, 2004), der skulle være forbundet med øget jobtilfredshed, trivsel og engagement blandt ansatte (Agervold & Jeppesen, 1996). Imidlertid, så er det moderne såkaldt ”grænseløse arbejde”, der er kendetegnet ved at ”arbejdsopgaven mere end arbejdstiden styrer den enkeltes indsats”, forbundet med en række psykiske belastninger og reaktioner eksemplificeret ved bl.a. stress og udbrændthed.

Stress og stressrelaterede sygdomme skønnes årligt at koste det danske samfund op til 10 milliarder kroner, og WHO vurderer, at stress i år 2020 vil udgøre et af de mest omkostningskrævende sygdomsområder for samfundet (PsykiatriFonden, 2006). Det anslås, at omkring 14% af erhvervsaktive danskerne er stressede det meste af tiden, og undersøgelser tyder på, at forekomsten af arbejdsrelateret stress rangerer fra 7-28% indenfor Europa afhængigt af socio-demografiske faktorer, såsom køn, alder, indkomst og uddannelsesniveau (Netterstrøm, 2006). En nylig registerundersøgelse (n=144855) foretaget af Arbejdsmiljøinstituttet i Danmark viste, at risikoen for at få psykiatrisk diagnosticerede stress-relaterede sygdomme er størst blandt arbejdstagere i service-orienterede professioner, såsom sygepleje, undervisning og social rådgivning (Wieclaw, Agerbo, Mortensen, & Bonde, 2006). Dette hænger sandsynligvis sammen med de store mellemmenneskelige krav, der stilles indenfor disse professioner.